Om bloggen

Shh… Der bages. Serious business, forstås.

Jeg hedder Rikke Thorborg Lind og er cakeaholic.

For 10 år siden blev jeg bidt af en gal bryllupskage. Jeg har ikke set mig tilbage siden.

2010 var året, hvor jeg lavede min første blog: Kageentusiasten, mit lille debut-hjertebarn, som i øvrigt skaffede mig mit første rigtige job som webredaktør. True love.

Nu er den død. Altså, kageentusiasmen lever stadig, men bloggen tog jeg livet af.

Når man får børn, så bliver tiden absurd dyrebar. Der skal prioriteres. For vildt. Man sætter ikke bare lige en weekend af til at lave en bryllupskage til 100 mennesker på interessetimer, når man har to unger og et fuldtidsjob. Jeg gør i hvert fald ikke.

Men hvad sker der så lige for derbages.dk?

Jeg arbejder som webmaster til daglig, og jeg elsker at holde mig fagligt opdateret på, hvad der sker i onlineverdenen. Måske netop derfor har jeg manglet at have mit eget at rive i. Et sted at gakke ud og prøve tingene af.

Vi husker alle min SEO-periode (du husker den med garanti ikke, men bare lad som om ik’), hvor Kageentusiasten lå nummer ét på ”Jordbærkage” i Google. Good times! Lige nu er jeg inde i en kode-fase, hvor jeg prøver at få en bedre forståelse for, hvordan websites er bygget op rent teknisk. Ny viden er dog klart fedest, når man har et lille hobby-webprojekt at spille op imod. Og så savner jeg i øvrigt også bare noget sjov contentproduktion, hvor der i princippet ikke er nogen rammer for tekstens form. Ingen begrænsninger. Ingen regler. Ren skrivelyst!

Så: Det her er min legeplads, hvor lige dele sukker, chokolade, SEO og CSS flyver om ørerne. På den bedst tænkelige og næsten helt seriøse måde.

Du får opskrifter, billeder, tanker, idéer og tips i relation til kager, bagning og det søde liv. Jeg lover, det bliver sweet.

Rikke Thorborg Lind
Mig i mit es. Et voldsomt hipt sted på Christianshavn. Vist nok med en form for jordbær-french toast i maven. På min 34 års fødselsdag. I selskab med min mand (som i øvrigt er surdejsbrød-ekspert og ferm med en ismaskine).