
Mmm… Mazarin og muskler
Det er ved at tage overhånd med bogstavrim i overskrifterne. Jeg ved det godt. Men det er ikke min skyld, at dagens tema rent faktisk er muskler og mazarin. Dén overskrift skrev sig selv.
Det er ikke kun alitterationerne, jeg har skruet op for den seneste tid. Her i efteråret har jeg også eskaleret min crossfit rimelig voldsomt. Lige nu træner jeg fem gange om ugen, og det begynder at sætte sine spor. På gode og mindre gode måder.
Lægeordineret mazarin
Jeg har p.t. to blålilla snatch-mærker på begge arme og to lårbasser, der hviner af ømhed, hvis man prikker til dem med en lillefinger. Nogen ville mene, det var på tide at blive hjemme. Så det har jeg tvunget mig selv til i aften.
Jeg læste lidt om restitution og overtræning i går, og nu, hvor jeg er velinformeret, har jeg foretaget den vurdering, at den eneste medicin, der er på sin plads i min situation, er mazarinkage og varme tæpper. Mine ømme stænger formåede at stå op den tid, det tog KitchenAid’en at røre en mazarindej, og nu vil jeg så belønne min smadrede krop for dens hårde arbejde med et stykke lun solbærmazarinkage med kølig creme fraiche.
Crossfit og kage
Jeg skal nok lige finde det rette niveau for min træning (og åbentbart stadig også brugen af bogstavrim), men jeg er spændt på at se, om jeg kommer til at se synlige resultater af min intensiverede træning, selvom jeg ikke omlægger min kost til kyllingefilet morgen, middag og aften. Mit crossfitcenter ynder heldigvis at kommunikere, at træning giver plads til mere kage i kalorieregnskabet. Og det er lige præcis min filosofi.
Mazarinkage med solbær
Ingredienser
- 120 g sukker
- ½ tsk vaniljepulver
- 150 g smør
- 200 g marcipan
- 3 æg
- ½ tsk bagepulver
- citronskal fra ½ citron
- 60 g hvedemel
- ½ tsk bagepulver
- 150 g solbær
Sådan gør du
- Pisk smør, sukker og vanilje luftigt.
- Tilsæt revet marcipan og pisk.
- Tilsæt æggene et af gangen under piskning.
- Vend mel, bagepulver og citronskal i dejen.
- Hæld dejen i en smurt springform på ca. 18 cm.
- Fordel solbærene oven på dejen og pres dem lidt ned.
- Bag kagen i ca. 50 minutter ved 180 grader.
- Drys evt. kagen med flormelis inden servering.

Croissant og kode

Blondie med blåbær
Du vil muligvis også synes om

Blondie med blåbær
14. marts 2021
Mit livs bedste desserter
20. januar 2020