Blåbærkage
Desserter

Blondie med blåbær

Årets Melodi Grand Prix-kage fra min hånd blev en blondie med blåbærmousse og guldstøv. Kagen var en hel del bedre end vindersangen.

Vi er nogle stykker, der samles hvert år og ser Melodi Grand Prix med lige dele entusiasme og ironisk distance. Der stemmes, væddes og festes, og det er skide hyggeligt og kikset på den bedste måde. I år lagde jeg hus til, og det var en tiltrængt brændende platform for at få kreeret noget kreativt i køkkenet. Det er åbenbart svært at få tid til at være hobbykonditor, når man samtidig er crossfitter.

Kagen er virkelig simpel at lave, men kan faktisk komme til at se ret blæret ud.

Blondie med blåbærmousse

Smeltende blød hvid brownie (blondie) med blåbærmousse.
Forb. tid1 t
Tilb. tid5 t
Ret: Dessert
Køkken: Dansk
Keyword: Blåbærmousse, Blondie
Antal: 8 personer

Ingredienser

Blondie

  • 200 g hvid chokolade
  • 200 g smør
  • 150 g sukker
  • 3 æg
  • 120 g mel

Blåbærmousse

  • 250 g frosne blåbær
  • ca. 100 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • ½ citron (saften herfra)
  • 3 dl piskefløde
  • 100 g skyr, ymer e.l.
  • 4 blade husblas

Pynt

  • Friske blåbær
  • Skovsyre
  • Sukkerperler
  • Spiseligt guldstøv

Sådan gør du

Blondie

  • Smelt smørret i en gryde
  • Tag gryden af varmen, tilsæt hakket chokolade og rør, til chokoladen er smeltet
  • Pisk æg og sukker luftigt
  • Vend chokoladeblandingen i æggemassen
  • Vend mel i
  • Hæld dejen i en smurt springform eller bagering (ca. 30 cm)
  • Bag kagen i ca. 25-30 minutter ved 180 grader
  • Afkøl bunden, evt. på frys

Blåbærmousse

  • Læg husblas i koldt vand
  • Kog blåbær, citronsaft, sukker og vanilje i en gryde i ca. 10 minutter
  • Sigt blåbærmassen
  • Vrid husblas fri for vand og tilsæt bladene et ad gangen
  • Rør husblas ud i blåbærmassen
  • Afkøl til lunken
  • Pisk fløden til let skum og vend skyr i
  • Vend blåbærmassen i flødeskummet
  • Placér kagebunden i bageringen med kageplast langs kanten og hæld moussen oven på bunden
  • Afkøl kagen i ca. 3 timer, evt. på frost, og fjern bagering og kageplast
  • Pynt kagen med friske blåbær, skovsyre, sukkerperler og guldstøv